El og Landbrug
EU’s udvidede kvoteordning for CO2 har til formål at reducere brugen af diesel. Derfor bliver kvotekonceptet udvidet. Det får betydning for dig, som anvender diesel i dit landbrug eller din entreprenørforretning – for din diesel bliver dyrere.
Vi har alle hørt om kvotekongerne inden for fiskeriet. Hvor fiskekvoterne blev samlet under ganske få ejere, som blev mangemillionærer på at eje dem, fordi de hastigt steg i værdi. Faren for, at det nu også kan ske på energiområdet, er overhængende, for der lægges op til et øget salg af kvoter.
Ejerne af kvoterne, typisk leverandører af fossile brændstoffer, vil dog formentligt hurtigt finde ud af at lægge udgiften til anskaffelsen af kvoterne over på kunderne, og så sidder du som forbruger og kunde til fossile brændstoffer i saksen, hvis du kun anvender diesel i din bedrift eller i din entreprenørforretning. For det eneste du kan gøre, er at betale ved kasse ét. Hvis du altså ikke benytter dig af et alternativ.
Risikoen for, at kvotepriserne kan komme til at styre prisdannelsen i markedet for fossil energi, er reel. Systemet er som bekendt sat i verden for at fremme den grønne omstilling, på bekostning af fossile brændstoffer. De afledte effekter er åbenlyse.
Så selvom Hormuz Strædet åbnes, og olieskibene kan glide lettere igennem, er der fortsat en presbold for at fremme den grønne omstilling, sådan som det hele tiden har været planen – både i Danmark og i resten af EU. Så væn dig til, at begreber som Fortrængningstillæg, Energitillæg, CO2-afgift og NOX afgift kommer til at fylde endnu mere på din energiregning.
Derfor er der god grund til at skifte til el, som på rigtig mange måder er et langt bedre alternativ.
Dels er el langt billigere at anvende. Eldrevne maskiner sviner langt mindre CO2 ud i luften, hvilket er væsentligt, specielt i byerne. Det er sagt før, men byggesektoren alene udleder mere CO2 end flyindustrien. Det er med andre ord ikke småting, og vi har alle et medansvar for at gøre det bedre. Der er andre fordele ved eldrift. Du skal ikke længere bekymre dig om partikelfiltre på entreprenørmaskinerne på byggepladsen eller i grusgraven. Du behøver heller ikke længere bekymre dig om at blive opdaget i at snyde, når du ulovligt har sat regenereringssystemet ud af drift. Og du skal have langt mindre service på din maskine, fordi der ikke sidder diverse filtre og en motor, der skal vedligeholdes.
Og så er der det med strømmen. Ja, der skal strøm til. I et fagmedie kan man læse om en entreprenørs store bekymring for, om der nu er strøm nok, når der skal arbejdes i byerne. Svaret er et rungende JA!
Det handler om at interesse sig for de løsninger, der faktisk findes. Viljen til viden er der bare ikke helt endnu. Men konkrete løsninger og systemer findes. Det handler om mobil strøm. Nej det er ikke kæmpecontainere der skal fylde op på en byggeplads, men mindre mobile enheder, som kan fyldes op med strøm og stilles ind på byggepladsen. Det er vel ikke anderledes end når der skal stå i en stor dieseltank på pladsen? De mobile enheder kan opbygges på forskellig vis. Nogle elektriske maskiner er faktisk bygget op med udskiftelige batterier. Samme system som din boremaskine med aftagelige og genopladelige batterier derhjemme. Andre løsninger bygger på ladeenheder på pladsen, så flere maskiner kan lades ad gangen. Og det uanset om det er små maskiner eller det er 40 tons maskiner.